Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Præsentation af børnehuset

I Christianebo arbejder vi ud fra didaktisk anvendt pædagogik (DAP), og det betyder, at det børnepædagogiske arbejde er styret i projektperioder i løbet af året. Periodernes længde er styret af børnenes interesse, nysgerrighed og optagethed.

I vil opleve at jeres barn på skift vil være fokusbarn. Fokusbarn er en læringsiagttagelse, der giver pædagogen mulighed for at observere det enkelte barn i lege, projektrelateret arbejde og pædagogisk planlagte aktiviteter. Dette sikrer, at det pædagogiske arbejde tilrettelægges ud fra det barnet kan og hen imod det barnet skal lære sig og udvikle.

I Christianebo lægger vi vægt på, at barnet får en god start og at I som forældre føler jer trygge ved at overlade jeres barn i vores varetægt. Derfor er det vigtigt at I afsætter god tid til indkøring af jeres barn og vi tager udgangspunkt i jeres barns behov. Når et barn starter i Christianebo, får barnet en primær voksen som er tæt på barnet og er i dialog med jer som forældre. Samarbejdet mellem forældre og personale bygger på en gensidig åben, tryg og fremadrettet dialog.

Vores barne- og læringssyn bygger på en ligeværdig og anerkendende tilgang til barnet, hvor barnet er medskabende og aktivt lærende igennem leg. Vi ser børnene som sociale kompetente individer, der er nysgerrig deltagende, undrer sig og er parate til at blive udfordret.

I Chriastianebo arbejder vi på at alle børn bliver sprogligt udfordret, og at alle børn føler sig som en del af fællesskabet. dette gør vi bl.a. via historiefortælling, dialogisk læsning, at synge, periodens rim og remser, målord og visualisering af tal og bogstaver.

Sundhed og miljø er vigtig for os. Vores køkken sørger for at børnene får en sund og alsidig kost med minimum 80 % økologi. Vi affaldssorterer og inddrager børnene i vores arbejde med miljøet. Bevægelse er vigtig og hver dag er vi ude og få frisk luft. Børnehavebørnene er hver dag (uanset vind og vejr) på vores store og skønne legeplads.

Ligesom overgangen mellem vuggestue og børnehave er vigtig, er overgangen mellem børnehave og skole vigtig for os. I den ældste børnegruppe arbejder vi på at gøre børnene parat til skolestart, dette bl.a. ved pædagogisk kontinuitet.

Læs mere i vores forældrefolder her på hjemmesiden.

Dokumenter

Forældrefolder 2021.pdf

Shape Created with Sketch.